Arkiv for kategorien ‘Om et liv med depression og lykkepiller’

En rejse gennem depressionens mørke

søndag, 4. januar 2009

Mine beretning her på siden om mine erfaringer med depression og antidepressive piller har givet flere  reaktioner.

En læser har skrevet sin egen personlige beretning, som jeg bringer her – med skribentens tilladelse, men anonymt: 

 

Jeg har egentlig altid haft et godt, fjollet humør, så jeg tumler ikke med sorte tanker til hverdag, men det skal jeg hilse og sige, at det gjorde jeg for snart to år siden…

 

Efter endt husbyggeri og arbejdsløshed kastede jeg mig ud i Post Danmarks sindssyge vanvid som postbud.

Det skulle jeg fandeme aldrig have gjort.

 

Den forestilling, de fleste har om, at det er “åh, så hyggeligt at være post”, holder ikke en meter. Post Danmark bruger mennesker som maskiner. Du skal yde 120 procent hele tiden, ellers får du overarbejde, og det gør du alligevel, så der er aldrig ros i luften.

Jeg kørte landpost med speederen i bund hele tiden og holdt næsten ingen pauser i løbet af en dag. Og da jeg er pligtopfyldende af natur, delte jeg alle breve ud hver dag (det er ikke en selvfølgelighed) og kørte derfor mig selv til bristepunktet.

Når jeg kom hjem om eftermiddagen, splattede jeg simpelthen bare ud. Jeg begyndte at sove dårligt om natten, og selv om jeg skulle op tidligt for at møde på posthuset, vågnede jeg oftest kl. 04 og kunne ikke sove mere. Efterhånden begyndte jeg også at få kraftig puls – ikke hurtig, men kraftig i slagene, så jeg hele tiden kunne føle den.

   

 

 

Gav op

Til sidst kunne jeg ikke mere og gik til lægen. Hun sagde, det var stress-symptomer og at jeg havde udviklet panikangst. Jeg fik nogle indslumringstabletter, som virkede en overgang, men ikke i længden. Til sidst sagde jeg op i postvæsenet for at være ledig og prøve at blive mig selv igen.

 

I løbet af et halvt år lagde jeg indslumringspillerne på hylden og var frisk til arbejdsmarkedet igen.

For at skåne mig selv valgte jeg at søge en stilling som pædagogmedhjælper i en SFO. Arbejdstiden ligger i eftermiddagstimerne, så det skulle ikke forstyrre min nattesøvn, tænkte jeg.

 

Jeg fik jobbet og er mega glad for det. Men søvnproblemerne kom alligevel. Jeg ville ikke tilbage på indslumringstabletterne, fordi jeg ikke ville være afhængig. Det bevirkede, at jeg sov hver anden nat! Den ene nat kunne jeg ikke falde i søvn overhovedet, for dagen efter at slæbe mig igennem dagtimerne og om aftenen falde i søvn af bare udmattelse.

Pludselig, efter en influenza i februar 2007, kunne jeg slet ikke falde i søvn mere.

 

Jeg var træt, men hver gang jeg var lige ved at falde i søvn – der hvor man går fra normal tankegang og over i drømmeverdenen – fik jeg et kæmpe spjæt i hele kroppen! Som om mit hjerte fik elektrochok! Jeg så flash for mine øjne og adrenalinen pumpede gennem min krop, så der gik lang tid før jeg igen var sovetræt. Men hver gang jeg var ved at falde i søvn, skete det igen.

Sådanne spjæt kunne jeg have 50 gange på en nat – uden at falde i søvn. Jeg gik til lægen og fik indslumringspiller igen, men lige lidt hjalp de.

Jeg var så brugt af alle disse “stød”, at jeg havde ondt i hele brystet. Min vejrtrækning var unormal og pulsen kraftig.

   

 

 

Søvnløs

Jeg blev ved med at gå på arbejde, for det kunne jeg jo godt li’, det var min evne til at sove, der var helt fucked up.

Til sidst var jeg så desperat for at få noget søvn og komme “på den anden side af spjættene”, at jeg begyndte at bunde en halv flaske rødvin, inden jeg skulle sove (normalt får jeg måske 10 genstande på en uge).

 

Den var virkelig helt gal med mig og min kone var jo naturligvis bekymret for mig.

Selv var jeg SÅ ked af det, for jeg havde det så dårligt med det, og fysisk og psykisk havde jeg det af helvede til. Min puls gav mig aldrig fred, jeg kunne mærke den dag og nat. Min ellers så gode hukommelse blev hullet og min læge kunne ikke forstå mig.

Hun kunne ikke hjælpe mig og gav mig en tid ved en psykiater. Der gik 14 dage, inden jeg kunne komme i konsultation, og jeg mindes bare tiden som et sort hul.

 

Jeg græd og græd, og kunne ikke se lys for enden af tunnelen, fordi min psyke og krop spillede mig sådan et puds. Samtidig prøvede jeg at opretholde en far-facade overfor børnene, der var fem år og  seks måneder.

   

 

 

Depression

Endelig kom jeg i behandling hos psykiateren, der egentlig ikke var nogen menneskekender, men hans medicin havde heldigvis effekt. Jeg havde konsultationstid hver 14. dag, men søgte forgæves efter værktøj til at forstå/lappe på min psyke.

 

Jeg ville ønske, man indenfor det offentlige fik bevilliget psykologtimer i stedet, for hans kognitive terapi var faktisk ikke eksisterende. Han kunne dog se, at stressen, der havde udviklet panikangst-symptomer, var blevet til en depression for mig. Det var underligt at tage hjem og fortælle det, men også ganske befriende at have noget konkret at hænge min tilstand op på.

 

Langsomt blev alting bedre og i januar 2008 blomstrede alting igen. Jeg var kommet ud på den anden side af tunnelen, omend jeg var og er fuld af skrammer. Jeg får stadig 40 milligram antidepressive piller og tager en halv indslumringstablet hver aften – og angsten for ikke at falde i søvn er der stadig.

Mit hjerte har bestemt heller ikke glemt det, så hvis jeg tager en lur om eftermiddagen, er det aldrig uden spjæt. Jeg hader det! Miit hjerte er nervøst bagefter og “flimrer”. Også selvom hjertespecialister siger, at mit hjerte er sundt.

   

 Tro på livet

 Men alt i alt er jeg igen den skøre sjæl, jeg altid har været, og jeg ved, jeg er den bedste far og den bedste ægtemand, som min familie kunne ønske sig – å’ det er bar’ fedt!

 Jeg tror SÅ meget på livet og tilværelsen igen, men vil alligevel forblive på pillerne i hvert fald indtil sommer. Men hvis jeg skulle få det dårligt, vil jeg ikke blinke to gange, før jeg ta’r dem igen. Så meget ved jeg.

Og jeg ved, at man skal tænke på sig selv og passe godt på sig selv.

Jeg ved, at Post Danmark må være den ringeste arbejdsplads i Danmark.

Jeg ved, at jeg nu har den bedste arbejdsplads og de bedste kolleger.

Jeg ved, at jeg ikke tror en skid på gud længere. Jeg ved at der også er nogle hængepartier med mine forældre og min barndom, som har haft indflydelse på det hele.

 

 

Og rigtig godt nytår, Ejvind! Det fortjener vi sgu begge to!

 

Læge: “Lykkepiller” er et meningsløst ord

mandag, 29. december 2008

 ”Jeg har altid hadet ordet lykkepiller”, skrev jeg i en tidligere artikel om mine erfaringer med depression og antidepressiv medicin. (Se indlægget “Piller kan være lykken” under kategorien “Mit liv med depression”.

Og jeg er ikke den eneste.

Hans Jørgen Vognsen er tidligere praktiserende læge, men er nu førtidspensioneret på grund af depression.

I JyllandsPosten skrev han følgende læserbrev, som jeg bringer med hans tilladelse:

Afskaf “lykkepiller”. Nej, selvfølgelig ikke moderne antidepressiva, men betegnelsen lykkepiller. At det, selv efter 20 år, ikke er lykkedes at udrydde navnet, bekræfter en enkelt Google-søgning.

Spørgsmålet er: Giver betegnelsen mening? Og skader den?

Nej, ordet ”lykkepiller” er lige så absurd, som hvis man kaldte gigtmedicin for ”sprinterpiller”. Formålet med antidepressiva har aldrig været at opnå en lykketilstand og slet ikke en lykkerus. I bedste fald opnås et stemningsleje, som før sygdommen begyndte, dvs. med de sorger og glæder, som raske oplever. Der er aldrig set indtagelse af lykkepiller i misbrugsklientel, og pillerne har ingen salgsværdi blandt misbrugere. Pillerne har ofte ubehagelige bivirkninger (f.eks. seksuel dysfunktion, kvalme og diarre), og de tages derfor kun, hvis patienten oplever en behandlingseffekt.

Afhængighed? Ja, de virker ved at erstatte de signalstoffer, som pga. sygdommen mangler i hjernen, og så længe depressionen varer, opleves ophør med medicinen som en afhængighed i lighed med diabetikerens insulin-”afhængighed”.

Betegnelsen skader
Men betegnelsen ”lykkepiller” kan i høj grad skade patienter og deres pårørende. Ordet er opstået i ikke-lægelige kredse, som har villet mistænkeliggøre lægers medicinske behandling af psykiske lidelser.

Ordet er siden udbredt i store dele af befolkningen. Måske anvendes begrebet til at skabe distance til en patientgruppe, man nødigt selv vil tilhøre:

»Jeg kunne ikke selv finde på at bruge kemiske stoffer mod dårligt humør«.

”Dem” og ”os”-opdelingen anes.

Udtrykket ”på lykkepiller” virker sårende, fordi det er stærkt stigmatiserende. Man associerer let til ”på stoffer”, ”på speed”, ”på antabus” og ”på stesolid” dvs. misbrug, som man ofte selv i et vist omfang har ansvaret for. Evt. sammenblandes problematikken med benzodiazepin-misbrug.

Desværre ser man, at lykkepille-betegnelsen resulterer i, at patienter i velbegrundet antidepressiv behandling pga. skamfuldhed og dårlig samvittighed over behandlingen ophører med denne.

Diagnosen depression
Lykkepiller omtales ofte i forbindelse med overdiagnosticering af depression. I dag stiller de fleste praktiserende læger og psykiatere diagnosen depression på grundlag af veldefinerede kriterier nedfældet i kliniske vejledninger. På den måde adskilles depression fra almindeligt dårligt humør samt sorg og krise, der selvfølgelig ikke skal behandles medicinsk.

I forsøget på at få alle depressionspatienter diagnosticerede må man nødvendigvis acceptere en vis overdiagnosticering. En overset depression kan få fatale konsekvenser – enhver læges mareridt. Trods bestræbelserne for af få alle depressionspatienter diagnosticerede, er der alligevel en klar underdiagnosticering, som viser sig i befolkningsundersøgelser af borgere med og uden kontakt med sundhedsvæsenet.

Gennemgås de forudgående symptomer hos mennesker, der har begået selvmord, ser man også i nogle tilfælde klare tegn på ikkeerkendt, alvorlig depression. Depression er stadig den hyppigste årsag til selvmord. Langvarig, ubehandlet depression kan give permanente hjerneskader resulterende i forringet hukommelse og koncentration samt abnorm træthed.

En dyr sygdom
Depression er en udbredt, alvorlig og af og til livstruende sygdom, og den påvirker i høj grad livskvaliteten og arbejdsevnen. De samlede årlige udgifter til sygdommen er over 10 mia. kroner.

Derfor bør enhver talemåde, som kan forhindre optimal depressionsbehandling, fjernes fra sproget. Udtrykket lykkepiller bør erstattes med ord som antidepressiva, moderne antidepressiva eller depressionsmedicin.

Og det kan ikke gå hurtigt nok.

Piller kan være lykken

fredag, 26. december 2008

I et par indlæg her på siden har jeg forsøgt at beskrive mine følelser og oplevelser omkring depression. Det har givet mig et par reaktioner fra læsere, som selv har erfaringer i den retning. En mand skriver til mig:

“For mit vedkommende var det meget gribende at læse, hvordan du flere gange har haft depression, og hvordan det gik i 2008. Det er så godt beskrevet, at jeg ikke kan lade være med at tænke tilbage på min egen depression i 2007. Det er et helvede at gennemleve, og man tror, som du siger, at der ikke er noget lys for enden af tunnelen og at livet ikke kan blive ved på den måde. Men alting kan ændre sig! Det kan meget vel være, at man ikke kommer helt uden skrammer gennem forløbet, men man KAN få et godt liv igen! Det vil jeg skrive under på, for jeg har fået det godt igen, omend jeg aldrig bliver helt den samme som jeg var før i tiden.”

Jeg kan ikke være mere enig. Der er mulighed for at få det godt igen. Og jeg kommer til at tænke på, at jeg vist skylder interesserede læsere en forklaring på, hvordan det er gået mig.

Jeg HAR også fået det godt igen. Efter det noget mislykkede besøg på psykiatrisk skadestue, jeg beskrev i en af mine artikler sygemeldte jeg mig og gik til min egen læge.

Jeg fik en ny type medicin – Cipralex, en videreudvikling af Cipramil og andre såkaldte “lykkepiller”.

Jeg har i øvrigt altid hadet ordet “lykkepiller”, fordi det ofte får udenforstående til at tro, at der  er tale om en form for narkotika, der får folk til at svæve rundt i en ubekymret bimmelim. Intet kan være mere forkert!

Den korrekte betegnelse er SSRI-medicin. Stoffet påvirker den kirtel i hjernen, der producerer serotonin – som er et såkaldt signalstof, hjernecellerne bruger til at kommunikere indbyrdes. Sådan har jeg i hvert fald fået det forklaret.

Det tager noget tid, inden det virker. Men gradvist begynder depressionen at lette. Der kan dog gå nogle uger – hvilket er lang tid, når man har det skidt. Da jeg skiftede til Cipralex, blev angstsymptomerne endda forværret  en smule de første dage. Men i løbet af to uger var jeg klar til at gå på arbejde igen.

Jeg tager fortsat pillerne – 10 milligram om dagen. Og det skal jeg ifølge min læge fortsætte med, i hvert fald indtil bøgen springer ud.

Tidligere har jeg haft det sådan, at jeg simpelthen glemte at tage medicinen, når jeg begyndte at få det bedre. Så kunne der gå et halvt år, et helt år eller mere, inden jeg igen faldt ned i det mørke hul. Problemet er så, at det tager lidt tid, før  jeg selv erkender, at jeg er på vej ned. Derfor kommer jeg for sent i gang med at tage pillerne.

Sidste gang var depressionen værre end de fleste tidligere gange, med angstanfald og meget andet. Dér skal jeg ikke hen igen! Så jeg skal nok huske at tage mine piller. Måske skal jeg tage dem resten af livet.

Hvis jeg var religiøs, ville jeg sige, at SSRI-medicin er Guds gave til den deprimerede menneskehed. For det her virker på selve sygdommen – og er ikke bare bedøvende, som nogle af de ældre typer medicin mod depressioner var det.

Tro mig, jeg har prøvet noget af det – for eksempel nogle der hed Saroten. De tog livet af enhver følelse og fik mig til at falde i søvn, så jeg måtte stoppe med dem for at kunne passe mit arbejde. Siden fik jeg så forskellige former for  SSRI-medicin – hvilket var som at blive født igen!

Så jo – på en måde kan man godt kalde det “lykkepiller”!

Angsten for en ny dag

mandag, 22. december 2008

2008. Det er efterår. Jeg vågner tidligt – igen. Jeg har sovet dårligt – igen. Åh, nej. Jeg kniber øjnene i, prøver at benægte overfor mig selv, at jeg er vågen – prøver at krybe ind i søvnen igen. Jeg vågnede vist i en drøm – jeg forsøger at vende tilbage, så jeg kan få slutningen med.

Det lykkes ikke. Selvfølgelig ikke. Det er stadig mørkt. Inge snorker. Under min seng kan jeg høre Luna klynke og spjætte med poterne i søvne. Mon hun jager en kat eller en hare i drømme?

Udenfor kan jeg høre de første biler køre hurtigt ad morgenvåd asfalt, mens lygterne tegner lysspor over væggene gennem mørket.  Vækkeurets display siger 5.30. Det er snart morgen – og angsten vælter ind over mig, skyller gennem mig. Jeg trækker vejret hurtigt, alt for hurtigt. Sveden triller ned fra min pande. Jeg kan føle dråberne trække kølige spor løbe ned over tindingen og nakken, det drypper fra håret bag ørerne – min pude er allerede pjaskvåd. Jeg sitrer indvendigt.

Jeg vender puden om, den er klam af sved, jeg har nok vendt den tidligere. Jeg tvinger mig til trække vejret langsomt og dybt, vender mig om på siden – jeg må sove bare lidt endnu. Jeg kaster dynen af for at få lidt kølighed. Om mindre end en time skal jeg op.

Jeg vågner igen, fryser, vender mig om på den anden side, og tager dynen på igen.

Vækkeuret bipper. Jeg er vågen med et sæt, slår det hurtigt fra. Displayet glor på mig. Det føles, som om der er gået nogle sekunder. Men der er gået næsten en time.

Jeg slæber mig ud af sengen, jeg har kvalme, skynder mig på badeværelset, vil kaste op, men kan ikke. Jeg stiller mig under bruseren og prøver at lade først varmt, derefter koldt vand fortrænge angsten.

Det lykkes ikke – jeg sveder, mens jeg tørrer mig og børster tænder – det er som om fugten klæber til mig.

Skønt termometeret viser 24 grader, føler jeg kulden på min krop, mens jeg går ind for at klæde mig på. Molly ligger i den seng, vi faktisk købte til børnebørnene, når de skal overnatte. Den har hun overtaget som hundekurv. Man er vel førerhund.  Luna har lagt sig i min seng. Hun logrer – glad, men underdanigt, som ville hun sige ”Åh, må jeg ikke godt ligge her lidt?”. Jeg klapper hende, klæder mig på, og ønsker jeg var en hund.

Min skjorte er allerede klam af sved.

Spiser morgenmad, laver kaffe og hælder den på termoflasken, så den er klar til at drikke på vej til arbejde. Går tur med hundene, der glade snuser rundt og graver efter markmus. De ved, at der ikke er lang snor og meget tid, når far skal på arbejde – men de trækker tiden ud, til jeg kalder tilstrækkeligt irriteret. Vi går hjem, hundene får deres sædvanlige godbid, inden de suser op ad trappen til soveværelset, hvor fruen stadig sover. Hun skal møde sent. Hvem der havde bare en smule af hendes ro.

Jeg tager sko og jakke på, putter termoflasken og et krus i fototasken, slukker radioen, går ud og sætter mig i bilen. Tænder for de evigt pludrende, irriterende studieværter på P3. Skænker kaffe i kruset, og skruer ned, til de spiller noget musik.

Jeg ryster indvendigt på hele turen. Drikker kaffe, ryger cigaretter. Bander over de langsomme lastbiler. Og er ved at brække mig af angst. Vil vende om, køre hjem, melde mig syg. Jeg tør ikke.