4. januar 2009. Nytår er passeret – og lyset er så småt på vej tilbage.
Her står den så i sneen, og venter på forår, vores VW-camper.
Udenfor står vores VW Multivan, og venter på, at det skal blive forår og sommer. Og vi venter, til vi igen skal pakke bilen, sætte kurs mod motorvejstilkørselen og videre ud i det blå.
Vi er campister om en hals – for os er det den ultimative ferieform. Ikke afhængig af noget som helst – vi booker aldrig en plads på forhånd, men ser, hvad dagen bringer.
Finder vi ikke en campingplads før det bliver alt for sent, bakker vi bilen ind på en stille skovvej og tilbringer natten dér. Vi har mad, vand, gasblus, og billig øl fra grænsekiosken, så vi kan sagtens klare os en nat eller to i den frie natur.
Ser vi et spændende skilt og får lyst til at tage en afstikker, gør vi det.
Kommer vi til et sted, hvor vi ikke gider være, kan vi pakke og køre videre i løbet en times tid.
Får vi lyst til at blive, så gør vi det.
Den ferieform er med årene blevet vores måde at holde rigtig ferie på.
Vi har camperet, fra vi var ung, fattig børnefamilie. I begyndelsen med telt – et stort skrummel af et villatelt, som vi lånte og senere arvede efter min kones forældre.
For mange år siden faldt jeg til manges forbavselse pladask for en gammel VW-bus fra 1978, type 2, med hækmotor, luftkøling, meget få hestekræfter og meget lidt komfort.
Den kørte vi – til vores nærmestes skræk – til Italien i.
Glødende varme bremser. 30 km/t over Brennerpasset. Og hjem over bjerget Sct. Moritz i Schweiz, i godt 3000 meters højde. I guder, hvor den arbejdede, vores gamle VW. Men den holdt til turen. Den endte nu senere med at brænde sammen, og vi satte en ombytningsmotor i. Dyrt, ja – alt for dyrt.
Siden fik vi den byttet for en VW-bus type 4. Med firecylindret dieselmotor foran og lidt flere heste. Den var indført fra Luxembourg som ramponeret varevogn, og ombygget til camper herhjemme af en platugle. Vi blev snydt, gjorde vi, og måtte bruge en masse penge på at bringe den i nogenlunde god stand. Hovedreparation af motor, installering af ordentlige sovesæder og meget andet. Dyrt, ja, alt for dyrt.
Derefter kørte vi Europa tyndt med den. Indtil 2007, da vi var på vej hjem fra Norge. Vi ville køre hjem gennem Sverige for at prøve Øresundsbroen. Men mellem Gøteborg og Varberg stod krumtappen af., og vi måtte bugseres hjem via Grenå-Varberg af SOS International og Falck.
Så fik vi vores nuværende bus. En “kun” ti år gammel VW T4, født som camper og brugt i Sydtyskland i mange år, inden den blev indført til Danmark – den sidste der kom ind på de gamle afgiftsregler. Dyrt, ja. Alt for dyrt for en ti år gammel bil, der havde gået 230.000 kilometer. Men nu har vi kørt de første 25000 kilometer, og den kører, gør den.
- Bagsædet er lagt ned. Så skal der bare en tynd skumgummimadras på, så har vi en dejlig dobbeltseng på hjul.
Femcylindret turbodiesel 2,5 liter, fem gear. Originalt Westfalia-udstyr som hævetag, sovesæde, der kan trylles om til en dobbeltseng, dreje-forsæder, og alt i el, som der plejer at stå i annoncerne. Jeg har selv indbygget tanke til friskvand og spildevand og et lille køkken, og vi har desuden et lille fortelt, som vi kan sidde i, og hvor vi opbevarer vores ting, når vi tager på afstikkere fra vores “base-camp”.
Med andre ord en super-bil, som vi desværre indtil videre kun har prøvet af på småture i Danmark og Nordtyskland.
I 2008 var vi i Thailand, og kom ikke så vidt omkring med bilen.
Det blev til et par mindre ture i Danmark.
Men i år skal det være – vi skal nok uden for landets grænser. Hvorhen ved vi ikke rigtigt endnu. Jeg drømmer om en tur til Nordkap. Nu må vi se. Men det bliver dejligt, uanset, hvor vi tager hen, er jeg sikker på.
