Arkiv for kategorien ‘Thailand’

Okay, jeg var for dum!

torsdag, 29. januar 2009

ring-002Har jeg bare været for dum? spurgte jeg i en artikel, hvor jeg fortalte om, hvordan jeg havde købt en ring i Thailand, og regnede med, at jeg ville kunne sælge den i Danmark, og tjene lidt på det. (Læs artiklen  ”Ringenes Herre – det er nok ikke mig” under kategorien Thailand.)

Man skal aldrig spørge om den slags, hvis man ikke kan tåle at høre svaret.

Svaret i dette tilfælde er: Ja, du har været for dum.

Det skriver en læser, som i sin kommentar til artiklen vedhæfter et link til net-leksikonet Wikipedia. (læs under kommentarer)

I Wikipedia står følgende – i Googles og min oversættelse:

(mere…)

Er dit pas for gammelt til Thailand?

tirsdag, 6. januar 2009
img_23111Skal du til Thailand, så husk at dit pas skal være gyldigt i seks måneder efter hjemrejse-datoen, ellers risikerer du at blive afvist, skriver www.travelmarket.dk og  www.rejseliv.dk  .
De thailandske myndigheder kræver , at der minimum er seks måneders »levetid« i ens pas, når man rejser hjem fra Thailand. Og nu tager de det alvorligt.
Flere skandinaver er på det seneste blevet afvist og har måttet returnere med det fly, de ankom med, en rejse på omkring et døgn, meddeler Thomas Cook Airlines.

Juleaften dukkede f.eks. en familie på tre personer op i Københavns Lufthavn. De skulle til Koh Samui via Phuket, men check-in personalet kunne se, at moderens pas ville udløbe om fem måneder, så hun risikerede at blive afvist.

Og myndighederne ser ikke stort på, at passet bare mangler en måned i at leve op til kravet.

»Politiet kunne ikke hjælpe, men kaptajnen på flyet gik i forbøn for kvinden hos immigrationspolitiet, og en betjent i julehumør fik hende ind i landet til drømmeferien,« siger informationschef Torben Andersen.

Så husk at tjekke udløbsdatoen på passet inden ferierejsen til Thailand.

Ringenes Herre – det er nok ikke mig!

mandag, 5. januar 2009
 
Ring sælges - med certifikat!
Ring sælges – med certifikat!

Jeg gjorde vist noget dumt på vores tur til Thailand i november.

Jeg lod mig overtale af en venlig guldsmed i Bangkok til at købe en ring – 18 karat hvidguld med safir og små diamanter. Jeg havde en idé om at sælge den, og måske tjene lidt på det. Men foreløbig er det ikke rigtig lykkedes. Og nu kan jeg lige så godt bekende offentligt.

Historien er som følger:

Da vi alligevel havde fået vores hjemrejse forsinket på grund af demonstrationer i lufthavnen, besluttede min kone Inge og jeg, sammen med Judith, der var med på turen, at tage en tur til Bangkok centrum for at kigge lidt på byen.

Den formiddag, vi skulle afsted, var Inge blevet syg og havde ikke lyst til at tage af sted. Judith havde heller ikke rigtig lyst, da det kom til stykket, og besluttede at blive hjemme for at passe på Inge.

Jeg tog alene af sted – jeg havde aftalt med en lokal taxi-chauffør, at han skulle læsse mig af et bestemt sted, og hente mig der igen nogle timer senere.

Der stod jeg så midt i Bangkok med mit kort, og forsøgte at finde ud af, hvordan kort, verdenshjørner og gadenavne hang sammen. Efter få minutter blev jeg kontaktet af en venlig, engelsktalende mand, der sagde, at han var lærer. Han gjorde mig opmærksom på, at der i øjeblikket  kørte en charme-kampagne overfor udenlandske turister.

Et af tilbuddene var, at man kunne tage en rundtur i Bangkok centrum med tuk-tuk for bare 10 bath – ca. to kroner.

- Men husk, du må kun bruge de gule tuk-tukker – det er de officielle, sagde han

Tuk-tukken kørte mig rundt i hele Bangkok centrum for to kroner! Jeg trøster mig med at har sikret et par thailændere smør på brødet et par dage.
Tuk-tukken kørte mig rundt i hele Bangkok centrum for to kroner! Jeg trøster mig med at jeg har sikret et par thailændere smør på brødet et par dage.

Inden jeg havde fået sagt hverken til eller fra, havde han vinket en tuk-tuk (med gult skilt) ind, og chaufføren sagde “Welcome – I’ll show you the city! Only 10 bath!”.

Jeg tænkte: Nå ja, det kan da blive spændende!

Hoppede ombord, og blev kørt på en fantastisk  tur rundt i byen for at se seværdigheder. Et af dem var et meget smukt tempel, hvor opsynsmanden sad helt alene og kedede sig.

Da han fik øje på mig, lyste han op og spurgte “Excuse me, Sir, where are you from?”. Og da jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, blev han endnu mere glad.

I øvrigt blev jeg seks gange i løbet af dagen uopfordret kontaktet på gaden med et “Excuse me, Sir…” af venlige mennesker, der gerne ville hjælpe den udenlandske turist på vej. De ville alle vide, om jeg var blevet forhindret af demonstrationerne i lufthavne, og når jeg bekræftede, beklagede de dybt på nationens vegne. (Her kunne vi sgu lære noget i Danmark!) 

Nå, men manden fortalte, at hans kones søster var kæreste med en dansker, og nu boede i København. De havde været der en gang sidste år for at besøge dem. Nu var sagen så, at søsteren skulle giftes, og de var inviteret til Danmark for at deltage i brylluppet. Konen ville afsted, men han ville blive hjemme.

“It’s too cold for me in Denmark”, sagde han og agerede, som om han frøs.

Det troede jeg på.

Et godt råd

En venlig mand gav mig et godt råd. Eller i hvert fald et råd!
En venlig mand gav mig et godt råd. Eller i hvert fald et råd!

Og så fortalte han mig, at begge gange havde de finansieret rejsen ved at købe sølvsmykker i Thailand, og sælge dem i København. Det havde i begge tilfælde givet penge nok til turen.

- Så hvis jeg må give dig et råd, så køb du nogle smykker og sælg dem, når du kommer hjem. Men husk, du må kun købe i de forretninger, som kan fremvise certifikat fra de thailandske turistmyndigheder, ellers risikerer du at blive snydt, advarede han.

 Og så sagde han:
- Skulle du nu komme hjem med et smykke med certifikat, som du af en eller anden grund ikke bryder dig om, så kan du altid henvende dig på den thailandske ambassade. De vil købe den tilbage for næsten det, du gav for den.

Jeg takkede for rådet, som jeg egentlig ikke havde tænkt at følge. Og satte mig ud i tuk-tukken, der holdt og ventede på at køre mig videre til næste stop

Certifikat fra det thailandske turistkontor, der er beviset på, at denne smykkeforretning er i orden
Certifikat fra det thailandske turistkontor, der er beviset på, at denne smykkeforretning er i orden

Det viste sig mærkeligt nok at være en smykkeforretning, hvor venlige, unge piger kom ud og hentede mig ved tuk-tukken, bød mig velkommen, fulgte mig ad den røde løber ind i butikken og bød mig et glas vand eller en øl. Mens jeg fik min forfriskning, blev jeg præsenteret for indrammede tilladelser og certifikater, som  var hængt prangende til skue på væggen lige inden for de automatiske glasdøre.

Jeg blev “overtaget” af en velklædt herre, som viste mig rundt i butikken, hvor det strålede og glitrede fra sølv, guld og ædelsten i alle farver – “from all over the world”, som ekspedienten sagde.

Jeg kunne godt mærke et vist pres for at købe noget. Jeg tænkte på opsynsmanden, som jeg syntes virkede ærlig. Og det endte med, at grådigheden efter let tjente penge tog over. Jeg købte en ring.

 Jeg fik certifikater og kvitteringer og blev fulgt ud til tuk-tukken.

Næste stop på turen var minsandten også en smykkeforretning.

- Jeg vil ikke købe noget, sagde jeg til tuk-tuk chaufføren.

- It’s all up to you, sagde han smilende, og viste mig hen mod døren, hvor jeg igen blev modtaget af smilende, velklædte mennesker. Mens jeg stod i mine shorts, løsthængende, svedig skjorte og bare tæer i sandaler.

På et arbejdende værksted så jeg, hvordan smykkerne blev lavet.

På et arbejdende værksted så jeg, hvordan smykkerne blev lavet.

Her havde de et “arbejdende værksted”, hvor man sad og sleb ædelsten og lavede smykker. Jeg forsikrede allerede ved indgangen den venlige mand om, at jeg nok ikke ville købe noget – for jeg havde allerede brugt alt for mange penge, og min kone ville bare blive sur, you know.

Han lo indforstået og smilede venligt på turen rundt i butikken, der næsten var større end den første.

Han insisterede på at vise mig nogle sølvsmykker, og jeg fik øje på noget, som jeg troede var en broche – forestillende et hjerte med fine ciceleringer. Det kostede ikke så meget, så jeg købte det i den helt reelle hensigt at give min kone det.

Et andet stop på turen var en skrædder – og jeg er jo ikke helt dum, vel, så jeg havde ligesom regnet ud, at tuk-tuk-chaufføren på en eller anden måde får procenter af det, jeg køber, fra forretningerne. Ikke mindst, da han gerne ville se de smykker, jeg havde købt, og garanterede mig, at jeg havde gjort et godt køb.

Jeg sagde til ekspedienten, der startede med at vise mig fornemme habitter, som jeg aldrig ville gå i, at jeg ikke havde flere penge at købe noget for.

- Are you for someting more casual? spurgte han.

Det bekræftede jeg, dumt nok. Og endte med at købe tre skræddersyede skjorter – for hvad der svarer til 500 kr. Det var vel ikke så galt, og skjorterne passer fint, skal jeg lige sige.

Værre er det gået med  smykkerne.

Den sølvbroche, jeg havde købt til min kone, viste sig at være to øreringe af den slags, der kræver, at man har huller i ørerne. Det har min kone ikke.

Jeg har – som den gør-det-selv-mand, jeg jo er – tilbudt at lave hullerne for hende. Men det, synes hun, er ikke en nogen god ide. Hun tør heller ikke få lavet huller i ørerne af en fagmand. Og desuden er øreringene alt for store efter hendes smag, siger hun.

En lang næse

Så da vi kom hjem, opsøgte jeg en smykkeforretning, som reklamerer med, at de opkøber smykker. Medbringende både øreringene og min safirring, som jeg var overbevist om, nok skulle tjene sig hjem.

Indehaveren af forretningen kiggede på ringen i sin lup og sagde: Den indfatning er ikke særlig pænt lavet, og safiren har altså et lille hak, så jeg kan ikke give dig mere end….

Hov, stop, jeg skriver ikke, hvad hun ville give, og hvad jeg selv har givet. For jeg er faktisk ikke sikker på, at det var lovligt at tage den med ind i landet uden at fortolde den.

Men lad os bare sige, at jeg blev budt, hvad der svarer til en tredjedel af det, jeg har givet for ringen.

- Og øreringene – tja, skal jeg være sød ved dig, vil jeg give dig sølvværdien. En tyver, eller der omkring. Sølv er ikke ret dyrt for tiden, sagde hun.

Her kan jeg så sige, at det bud var omkring 10 procent af købsprisen.

Jeg opsøgte en anden guldsmed, hvor de laver deres smykker selv, for dog at prøve at afsøge markedet.

De sagde:

- Tja, du kan få metalværdien, vi vil alligevel smelte den om. Og de ædelsten – dem kan vi ikke rigtig bruge. Men det er da en fin ring, vi har set thailandske smykker, som er meget…hvad skal vi sige…?

Og så himlede de med øjnene.

Min eneste livline var nu den thailandske ambassade. Og jeg sendte dem en mail. Det er ved at være nogle uger siden, og jeg har ikke fået noget svar. Måske ligger de stadig og vrider sig af grin.

Jeg var så lige ved at tro, at jeg havde fået en livline mere. For min søn skulle (som sædvanligt alt for sent, skønt det er den eneste gave, han selv køber) ud og købe julegave til sin kæreste.

Han købte to koncertbilletter til Coldplay – et af deres yndlingsbands. Det viste sig, at hun selv havde købt to billetter til samme koncert, så det var ikke rigtig noget at komme med.

Hun havde på et tidspunkt sagt, at hun ønskede sig en ring. Hvor heldig kan man være?

Så han købte min ring, og gav hende den i julegave – jeg havde udstedt garanti (godt nok kun mundtligt) om at ville tage den tilbage, hvis den ikke passede.

Og det gjorde den ikke.

Ringen er pæn nok, synes min søde svigerdatter. Men hun kunne kun få den på yderste led af sin lillefinger.

Så hun spurgte en guldsmed – ikke gør-det selv-manden! – om det vil kunne lade sig gøre at sætte et stykke i, så hun kan få ringen på.

Det kan det godt. Men det vil koste. Og det vil aldrig blive helt pænt, fordi den skal udvides omkring fem millimeter, sagde fagmanden.

Så nu har jeg min ring tilbage igen. Jeg fik jo aldrig pengene for den. Og jeg er blevet helt til grin – mine børn kalder mig “juveleren”!

 

Kære brevkasse

Men jeg har nogle spørgsmål, jeg stadig mangler svar på:

Er der nogen derude, der vil købe en lille, fin hvidguldsring med safir og diamanter? Eventuelt til din lille datter på cirka 10-14 år. Prisen kan vi snakke om.

Passer det, at den thailandske ambassade køber smykker tilbage?

Har jeg bare været for dum?

Og hvad stiller jeg nu op, kære brevkasse?

Skriv en kommentar på siden (klik på overskriften). Eller send mig en e-mail på ejvind.koch@pedersen.mail.dk

 (Og hvis nogen fra Told & Skat skulle læse dette – så vær søde at se igennem fingre med, at jeg ikke lige fik ringen told-deklareret, da jeg kom til Danmark. Jeg har fået min straf – jeg sværger, jeg gør det aldrig mere!)

Ting du også bør se i Thailand

fredag, 2. januar 2009
Under vores tur til Thailand i november 2008 så vi mange ting og steder, som absolut var besøget værd. Jeg har allerede omtalt “Museum og Life” og Center of Hope, som ikke er helt almindelige turistattraktioner.

Her er andre eksempler på spændende steder at besøge.

The Thai Human Imagery Museum

 Et vokskabinet, der slår Madame Tussauds i London med flere længder.

 

 

 
To mænd spiller skak - en tredje er tilskuer. Bemærk manden til højre - med cigaret i hånden. Jeg fik lyst til at tænde den for ham, men lod være!

To mænd spiller skak - en tredje er tilskuer. Bemærk manden til venstre- med en utændt cigaret i hånden. Jeg fik lyst til at tænde den for ham, men lod være! Klik for stort billede.

I forskellige tableauer er udstillet voksfigurer så livagtige, at man må knibe sig i armen.

Et par mænd sidder og sover på en bænk. Vores chauffør Suvinay (th) forsøger at få en snak med dem

Et par mænd sidder og sover på en bænk. Vores chauffør Suvinay (th) forsøger at få en snak med dem. Klik for stort billede.

Her ses blandt andet scener fra thaiernes dagligliv og arbejde, kendte personer fra Winston Churchill til Mahatma Gandhi, den thailandske kongefamilie, komponister, digtere, og skildringer af slaveriets ophævelse i Thailand. 

Bro Bro Brille kender thailandske børn også, viste det sig på Thai Human Imagery Museum. Her hedder legen Hua Larn Chon Karn
Bro Bro Brille kender thailandske børn også, viste det sig på Thai Human Imagery Museum. Her hedder legen Hua Larn Chon Karn.Klik for stort billede.

 

Ayutthaya

Ruiner af et af de mange templer i Ayutthaya

Ruiner af et af de mange templer i Ayutthaya.Klik for stort billede.

Ruinerne af en gigantisk tempelby, grundlagt i år 1350 og på et tidspunkt hovedstaden i Thailand – som dengang hed Siam.

Ayutthaya blev grundlagt i 1350 - ødelagt i 1767

Ayutthaya blev grundlagt i 1350 - ødelagt i 1767. Klik for stort billede.

Byen blev ødelagt af burmeserne  i 1767.

 

 

 

Buddha-figurerne i Ayutthaya blev alle halshugget og ødelagt af burmeserne i 1767. Et enkelt hoved er tilbage, det er for mange år siden sat ind i rodnettet på et stort træ, hvor det nu er vokset fast

Buddha-figurerne i Ayutthaya blev alle halshugget og ødelagt af burmeserne i 1767. Et enkelt hoved er tilbage, det er for mange år siden sat ind i rodnettet på et stort træ, hvor det nu er vokset fast. Klik for stort billede.

Ruinerne er istandsat, og der er opbygget et Historical Study Center, som kortlægger livet og kulturen i det oprindelige Ayutthaya.

 

 

Buddha i træets rødder.

Buddha i træets rødder. Klik for stort billede.

 

 

 

 

 

 

Det flydende marked.

Der handles fra boder langs kanalerne, og der handles fra både.

Der handles fra boder langs kanalerne, og der handles fra både. Klik for stort billede.

Markeder er der overalt i Thailand.

Men Det flydende Marked er helt specielt.

EN long-tail boat - en bilmotor, monteret med en skru på em meget lang aksel, så den kan vippes op over eventuelle forhindringer under vandet

En long-tail boat - "påhængsmotoren" er en bilmotor, monteret med en skrue på en meget lang aksel, så den kan vippes op over eventuelle forhindringer under vandet. Klik for stort billede.

Man sejler i “long-tail”-motorbåde rundt i kanalerne i byen, hvor der handles med alskens ting, fra mad og tøj til souvenirs. En speciel oplevelse.

På toilet i Thailand

torsdag, 25. december 2008
Et typisk thailandsk toilet på en motorvejsrasteplads.

Et typisk thailandsk toilet på en motorvejsrasteplads.

Er du vesterlænding med et anstrengt forhold til din egen afføring? Skal du til Thailand? Så bør du nok tage et par ruller toiletpapir med i håndbagagen.

Toiletforholdene er nemlig ikke, hvad vi er vant til i vores del af verden. Bortset fra hotellerne, hvor man – i hvert fald de steder, vi besøgte - har europæiske forhold. Et toilet, en rulle med papir indenfor rækkevidde og en håndvask med både koldt og varmt vand. Samt sæbe og håndklæder, enten i papir eller i frotté. Eller  måske en varmlufts-tørrer.

Men det er ikke almindeligt, når man færdes rundt i landet – i hvert fald ikke de steder, vi var.

Under et besøg hos en familie nogle timers kørsel nord for Bangkok løb jeg for første gang ind i problemer. Vi blev, som skik og brug er, budt hjerteligt velkommen med rigelige mængder af mad. Som blev serveret i skåle og tallerkener på gulvet.

Her sad alle i skrædderstilling og spiste med fingrene, stort set direkte af fadene. Det vil sige – vi halvgamle europæere kan jo ikke holde til at sidde i skrædderstilling ret længe. Så vi prøvede os frem med at at sidde i forskellige andre, mere eller mindre elegante stillinger. Vi havde læst i vores guide, at det betragtes som en fornærmelse at vende fodsålerne mod andre, så det var vi forsigtige med. Det var noget akavet.

Men en god fest var det. Venlige mennesker, masser af mad, masser af øl, ris-whisky og andet godt.

På et tidspunkt skal man jo. Så jeg gik på toilettet. Jeg blev lettet ved at se, at der faktisk var et godt, europæisk toilet til at sidde på og ikke et “pedal-lokum”, som er almindeligt i Thailand. Men da jeg havde sat mig, kiggede jeg forgæves rundt i rummet efter en rulle toiletpapir.

Det gik op for mig, at det var slet ikke en del af konceptet.

Ved siden af toilettet var der derimod et stort, muret eller støbt kar med omkring en kubikmeter vand. Koldt vand. I overfladen flød to øsekar af plastic.

Det gik op for mig, hvad proceduren måtte være. Og jeg gjorde det. Brugte klør fem – venstre hånd – masser af koldt vand, og vaskede bagefter mine hænder i et af øsekarrene med brug af det stykke håndsæbe, der var lagt frem på kanten af vandkarret. Intet håndklæde?

Nå, ok, i 30 graders varme er det jo bare at vente nogle minutter, så er begge ender nogenlunde tørre. Op med bukserne. Og ind at spise videre, mens man håber på, at alle andre husker at vaske sig lige så grundigt, inden de igen bruger fingrene – højre hånd! - til at tage maden med.

Eller også vælger man bare at abstrahere fra tanken.

Men vi lærte at medbringe toiletpapir på vores ture. Også til brug på på restauranter og motorvejs-tankstationer, hvor de i øvrigt rene og velplejede toiletter ofte består af et “pedal-lokum”. Intet papir. Intet “træk-og slip”. Men et kar med vand og en plastic-øse. Og så var der i øvrigt fine håndvaske med sæbe udenfor. Og nogle gange papirhåndklæder.