
630 gode, jyske rubler får jeg tilbage fra De Gule Sider efter en del benarbejde. Men det er da også penge.
Af Ejvind Koch, kontorchef med kontante resultater
De Gule Sider har nu opgivet deres krav om, at jeg skal betale 287,50 plus et rykkergebyr på 100 kroner – for at stå i telefonbogen 2009-10.
Og de har indvilget i at sende mig en check på 630 kroner, som de uretmæssigt har opkrævet via telefonregningen de sidste fire år.
Jeg har godt nok ikke fået checken endnu. Men jeg har fået svar på det brev, jeg sendte til De Gule Siders administrerende direktør, Magnus Sonnorp. Se kapitel 2.
Det er ikke Magnus (ja, undskyld min familiære omtale, men det bruger firmaet selv, når de tager telefonen), der har besvaret brevet, hvor de ordret skriver, at “fejlen er vores”. Og hvor der står, at jeg har betalt 630 kroner eksklusiv moms for at være optaget i deres telefonbøger i årene 2006-2009. Men pyt. Brevet er for en gangs skyld underskrevet personligt med kuglepen - af May-Britt Sørenbye Rose. Sådan!
“I må kalde mig Mads, hvis ikke De Gule Sider sender mig en rykker”, skrev jeg i første kapitel af den tilsyneladende uendelige historie om De Gule Siders forsøg på at presse penge af mig – og en hel masse andre mennesker - for noget, der aldrig er bestilt, og ingen ønsker at købe.
Af Ejvind Koch, kontorchef
“Og nu venter jeg så på, om der snart kommer en rykker. Og jeg er lige ved at love, at I kan kalde mig Mads, hvis der ikke gør.”