Molly (tv) er flokkens førerhund, derfor ser hun lidt overlegen ud. Men hun kan faktisk lave noget, der ligner et smil, hvis det passer hende. Luna er en glad tosse, der bare venter på, at vi gider lege med pind, eller gå tur. (Klik for større foto)
Min kone og jeg er hundeejere. Eller også er vi ejet af en hund – faktisk to. Nogle gange kan
det være svært at kende forskellen.
“Var det ham, der fik hunden, eller hunden, der fik ham? Måske fik de bare hinanden” synger Steffen Brandt og TV2 i sangen med det sære omkvæd “Han spiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiser sin is!”
Sådan er det her i huset.
To dejlige labrador-blandinger, Molly og Luna, begge tæver, fylder meget i vort hjem. For meget, vil nogle sige. Og nogle gange har de ret. Men sådan er det nu en gang.
Min kone og jeg har stort set altid haft hund, fra vi var børn. Og de få år, vi ikke havde selskab af en firbenet ven, savnede vi det meget. Jeg gjorde, i hvert fald. Men vi flyttede meget rundt, boede steder, der ikke var hundevenlige, og havde for travlt med alt muligt andet. Det liv kan man ikke byde en hund.
Ligesom man ikke kan byde børn et liv, der er for præget af uro og uregelmæssighed.
Da vi for 25 år siden havde købt hus, lovede jeg min ældste søn, Claus, at når vi nu flyttede i hus med have, skulle vi have en hund. Mærkeligt nok blev han ikke særlig begejstret. Og ingen af vores tre børn er egentlig særlig vilde med hunde.
Men det er jeg (vi).
Vi startede vores eget hundeliv med Svipper, en sort labrador-han, der var usædvanligt lærenem. Han fandt for eksempel hurtigt ud af, hvordan han kunne åbne døren udefra ved at springe op på dørhåndtaget. Og selvfølgelig kunne jeg så lære ham at lukke den efter sig med et lille vip med snuden.
Et trick, der fik mange til at spærre øjnene op. Jeg tror, han kunne have lært meget mere, hvis jeg havde gidet, haft mere forstand på det og havde taget tiden til det. Men så var der jo små børn, job og alt muligt andet, så det blev ikke til meget mere. Men en sød stuehund var han – og han vogtede på sit hjem og børnene som en løve.
Da Svipper måtte aflives på grund af sygdom og alderdom, græd hele familien.
Kort tid efter fik vi Mickey, en schæferhan, der måske nok havde en skrue løs – måske på grund af indavl. Dejlig hund, sød og rar, men nogle gange fuldstændig uregerlig. Og så var vi ikke hurtige nok til at begynde på træning og få lært at styre ham. Da vi endelig kom af sted, gik det bare slet ikke. Det stoppede den dag, han knurrede af træneren – som blev bange, og opfordrede os til at aflive ham af hensyn til vores børns sikkerhed.
Så satte vi ikke vores ben der mere.
Hjemme var han en dejlig hund, glad for børn og sød og venlig. Også selvom om vores lille nevø lå og kravlede ovenpå ham og stak fingeren ind i hans næsebor.
Han fik en sygdom i centralnervesystemet, og kunne til sidst dårligt rejse sig. Så vi måtte til dyrlægen og give ham en sprøjte.
Vi tudede i flere dage.
Vi havde egentlig besluttet, at vi ikke skulle have hund igen – nu var børnene jo efterhånden rejst hjemmefra, og man er jo også meget bundet af en hund, tænkte vi.
Men efter to uger gav vi op. Vi kunne blive ved med at høre hundepoter på gulvene, og greb os selv i at åbne døren og kalde.
Så fik vi Molly. En dejlig lille, gul labradorhvalp (med lidt schæferblod i årerne) med de mest bedårende øjne – og en særlig evne til at se ud, som om hun smiler, når hun har det rigtig godt.
Hun viste sig at være nervøs af gemyt, og kunne ikke være hjemme alene uden at bide ting i stykker. Det kostede blandt andet flere sko og en trådløs telefon. Så vi gik ud for at finde en kammerat til hende.
I Den Blå Avis fandt vi Luna, jævnaldrende med Molly, en blanding af labrador og samojede. Kulsort efter labradoren, men bygget som en slædehund, og udstyret med en ufattelig energi. Så meget energi, at hendes familie havde opgivet at styre hende sammen med deres gamle hund, deres kat og deres to små børn.
Luna flyttede ind - og blev gode venner med Freja
Luna flyttede ind hos os, og siden har vi haft to hunde. Vi var betænkelige i starten ved at skulle styre to hunde, men i dag er det svært at forestille sig andet. Molly og Luna er begge fem år i dag. Vi har gået til træning med dem begge to, og de er nogenlunde velopdragne.
Molly snød mig dog sankthansaften 2005, og sneg sig til en affære med en kæmpestor engelsk mastiff, Tjalfe.
Det kom der syv hvalpe ud af. Jeg gjorde mig hård og aflivede de fem. De to sidste fik vi afsat til gode mennesker. Siden har begge hunde fået p-sprøjter hvert halve år.
Mollys affære med en engelsk mastiff førte til disse to pragteksemplarer.
Molly og Luna er stort set med, hvor vi går og står – i byen, på ferie, på weekendture m.m. Lidt besværligt nogle gange, ganske vist – men de er vant til det, og er ret nemme at have med, efterhånden.
Det var ikke nemt at skulle aflevere dem i pension, da vi skulle til Thailand i november. Ikke fordi vi ikke troede, de ville få det godt. Men fordi de er en del af vores liv i en grad, så vi savner dem, når de ikke er hos os.
Pjat, vil nogle nok sige. Ja, måske. Men sådan er det nu bare.
