De Gule Sider rykker for vildt – kapitel 4

de-gule-sider-rykker“I må kalde mig Mads, hvis ikke De Gule Sider sender mig en rykker”, skrev jeg i første kapitel af den tilsyneladende uendelige historie om De Gule Siders forsøg på at presse penge af mig – og en hel masse andre mennesker - for noget, der aldrig er bestilt, og ingen ønsker at købe.

Jeg kan nu sige: I må ikke kalde mig Mads!

For i dag kom der en rykker på de 287,50, som firmaet mener jeg skal betale for at have mit navn og telefonnummer i “Regionalbogen Østjylland” for 2010.

Dette til trods for, at jeg 18.august ringede til De Gule Sider, afviste kravet, og bad om at blive slettet. Det lovede “Mads” hos deres såkaldte “kundeservice”. Han ville sørge for, at jeg fik en kreditnota.

Den har jeg ikke set endnu. Jeg har som tidligere beskrevet (kapitel 2) modtaget et brev, hvor man fastholder kravet. Hvilket jeg har afvist i et brev til firmaets administrerende direktør. Det har jeg ikke fået svar på.

I stedet har jeg så fået en rykker. Der er endda tillagt et rykkergebyr på 100 kroner. Så nu mener de, at jeg skylder dem 387,50. Og betaler jeg ikke inden ti dage, vil jeg blive sendt til inkasso, skriver de.

Og så står der: Vi gør opmærksom på, at din annoncering (??) på De Gule Sider kan blive slettet, hvis du ikke betaler. Du hæfter dog fortsat økonomisk for den del, der er under produktion.

Jeg ringede igen til “kundeservice”. Jeg fik efter nogen ventetid med træls muzak en Pia i røret. I moderne virksomheder præsenterer man sig jo ikke med sit fulde navn, når man tager telefonen. Men efter endnu mere tid fik jeg også hendes efternavn ud af hende, så jeg senere kan refere til hende.

Jeg fortalte hende kort om forløbet og spurgte: “Hvad fanden laver I egentlig?”

Pia kunne godt se, at “sagen” skulle være stillet i bero, sagde hun, men kunne ikke forklare, hvorfor jeg så har fået en rykker. Hun fortalte mig, at “sagen” nu ligger i bogholderiet. Men hun lovede mig, at jeg nok ikke får flere breve fra De Gule Sider. Det håber jeg så, at firmaet kan holde.

Om jeg heller ikke vil have en gratis optagelse i telefonbogen? spurgte den søde Pia.

Nej tak. Var mit svar.

Tags: , , , ,

Skriv en kommentar