Undskyld. Jeg ved det godt – når man er arbejdsløs, skal man pr. definition sænke hovedet, være ked af det, ikke se nogen i øjnene og man skal føle sig udenfor det gode selskab. Det skulle jo nødig hedde sig!
Jeg har i dag tilladt mig selv for en gangs skyld at være glad for, at jeg ikke skulle noget.
I postkassen lå et brev, med bekræftelse på at min seneste ansøgning er modtaget. Egentlig utroligt, at man stadig får rigtige breve med den slags – porto 5,50 kr. Det ville have været nemmere og gratis at sende mig en mail. Men nå, det drejer sig jo også om et job i det offentlige, så jeg har også måttet sende ansøgningen pr. brev, for der var ikke nogen mail-adresse. Jeg satte 6,50 kr. på i frimærker for ikke at blive idømt bøde og strafporto, som jeg har prøvet en enkelt gang før.
Jeg tjekkede som sædvanligt min mail. Og gennemsøgte de forskellige job-sider, jeg har i “Mine foretrukne”. Intet, jeg kunne bruge til noget.
Men udenfor skinnede solen, og det var nærmest vindstille. Så jeg gik ud for at rydde op i drivhuset og gøre klar til den kommende sæson. Jeg gik rundt i haven og lagde mærke til, hvordan knopperne er i gang med at udvikle sig. Snart springer bøgen ud. Jeg så bierne sværme om de blå krokus, som stod vidt åbne i solskinnet. Jeg hentede mit kamera og tog et foto.
Og jeg greb mig selv i at nyde, at jeg er arbejdsløs, og har tid til at sidde på hug på min græsplæne for at se de arbejdsomme bier slæbe sukker hjem til boet.
Men så fik jeg dårlig samvittighed. For jeg kom til at tænke på, hvor mange mennesker, der lever de fleste af hele deres livs forårsdage indendøre i kontorer, fabrikker og lagerlokaler - langt fra sol, forår, bier og livsglæde. De kommer først ud, når solen går ned. Det kaldes arbejde.
Undskyld! Jeg skal aldrig føle sådan igen!
