Kochs kontor

1961. Jeg er syv år. Det er sommer. En blå og hvid Opel Olympia kører ind på gårdspladsen på mine forældres lille husmandssted.

Fremmede mennesker stiger ud – bildørene smækker.  Banker det på døren? Jeg husker det ikke. Måske går min mor derud af sig selv, og åbner. Der står to, måske tre personer udenfor. Den ene er en kvinde i grå frakke. Jeg har senere fået at vide, at det var formanden for Børneværnet. Malermester Bruuns kone.

Der er også en stor mand – er han i uniform? Det husker jeg ikke. Måske var han, for jeg har senere fundet ud af, at det var landbetjenten. Villadsen, hed han.

Jeg husker, at min mor hurtigt åbner sovekammer-døren (det hed ikke soveværelse på landet den gang, men sovekammer) – verfer mig ind, lukker døren bag mig. Stemmerne mumler derude. Er jeg bange? Jeg ved det ikke.

Jeg kigger på den afskallede vinduesramme i soveværelset. En af afskallingerne i den grålige maling ligner en bil. En blå bil. Jeg hører stemmerne derude, højere og insisterende. Aner ikke, hvad de taler om. Husker ingen følelser.  Gennem vinduet ser – eller måske snarere hører jeg dem føre min mor ud i bilen, mens hun græder og skriger ”Mit barn!  Mit barn! Mit barn!”.

Dørene smækker.  Bilen bakker, vender og forsvinder. Der er helt stille.

Måske var det den dag, jeg lærte angsten at kende. Eller måske var det i dagene forinden.  Måske endda før.

Den fremmede dame og en mand havde været der for at snakke med min mor. Hvad de snakkede om, ved jeg kun fra de sparsomme ting, min far siden fortalte mig.

Problemet var, at jeg ikke var indskrevet i skolen. Min mor ville ikke lade mig gå i skole. For år tilbage havde hun prøvet at forhindre min storebror i at komme i skole. Hun havde klippet alle knapperne af hans tøj.

Hun havde tidligere været indlagt på psykiatrisk hospital, men var blevet udskrevet. Hun havde tigget og bedt om at få lov til at komme hjem. Min far havde sagt ja. Overlægen havde sagt: “Godt, så kan De tage hjem. Gå hjem og få et barn mere. Det kan være, det hjælper”.

Det barn blev mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun elskede mig. Og nu ville hun ikke lade mig komme i skole - fordi hun ikke ville risikere, at jeg skulle blive smittet. Derfor havde børneværnet – og måske sognerådsformanden? – nu besluttet at gribe ind.

Manden røg cerut. Damen smilede venligt til mig. Jeg turde ikke kigge hende i øjnene og gemte mig bag min mor.

I tiden derefter anbragte min mor mig ved køkkenvinduet mod vest, hvorfra man gennem læbæltet af hyldebuske, høje bøge, elme og ahorn kunne skimte den lange grusvej, der førte op til vores hus og to naboejendomme. Jeg skulle holde øje med, om der kom nogen op ad vejen.

Det var spændende at sidde der ved vinduet og se efter biler.  En enkelt gang, da der var begravelse hos naboen, havde vi set flere biler i række køre op ad vejen, og senere køre igen. Det var sjældent at se på vores vej – vi kendte ingen, der havde bil, og det var kun få bilister, som havde ærinde til vores husmandssted.  Dyrlægen, der havde radiotelefon i bilen, og hornet tudede, når konen kaldte ham for at dirigere ham videre til næste patient. Inseminøren med sine grønne gummistøvler og gummiforklæde. Eller kontrolassistenten, der tog prøver af den sparsomme mængde mælk, vi leverede til mejeriet.

Jeg hang i vinduet når en af bilerne holdt udenfor. Men jeg kom dem ikke på nært hold.

Kun én bil var helt ufarlig – endda velkommen. En gang om ugen kom lastbilen fra Brugsen og afleverede varer. Samtidig hentede chaufføren æggene, som min mor havde ét for ét havde vasket rene for eventuelt hønsemøg, og derefter pudset med fint sandpapir på en lille slibeklods.

 Æggene var stablet i bakker med 30 stykker i en speciel ægge-kasse af træ. Dansk Andels Ægexport stod der på siden. Brugsmanden byttede kassen om med én med nye, tomme æggebakker, samt havregryn, kaffe og hvad min mor ellers havde bestilt. Jeg fulgte med spændt med, når mor åbnede kassen for at pakke ud.  Der duftede af kaffe og sæbe. Nogle gange var der også spændende og mærkelige ting. For eksempel hængelåse. Nogle gange flere.

 Jeg havde kun et par gange selv prøvet at sidde i en bil. Den første gang var tre år tidligere, i 1958, da vi flyttede. Min storebror, Erling, havde lejet en Chevrolet eller en Ford – den type, man kaldte en HGF, en Høj, Gammel Ford. Jeg sad på bagsædet mellem min mor og min anden bror, Børge, på turen fra vort gamle hjem til det nye. Bilens bagdør kunne ikke holde lukket. Min storebror bandt den fast med en ledning. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, før vi holdt ved vores nye hjem.

Kom der fremmede biler op ad den lange grusvej, var det store – og for min mor skræmmende – spørgsmål: Hvem er det? Og skal de mon hen til os, eller har de ærinde hos en af naboerne?

Den dag den blå og hvide Opel kom, havde hverken jeg eller min mor set bilen, før den pludselig holdt udenfor.  Den dag blev min mor tvangsindlagt på det, der dengang hed Statshospitalet i Middelfart. Hun var sindssyg. Paranoid skizofreni, lærte jeg siden, at det hedder.

Hun kom aldrig hjem igen. Når nogen en sjælden gang berørte emnet, og hvad hun mon fejlede, hed det bare: ”Det er noget med nerverne.” 

Eller: ”Hun er på Middelfart”.

Så blev der ikke snakket mere om det.

I skolen var der aldrig nogen, der spurgte til min mor. De vidste det sikkert alle sammen – havde vel fået det at vide hjemme.  Det skete, at en af de andre ville nedgøre en anden – som når børn i dag kalder hinanden ”spasser”, eller ”åndssvag” – uden egentlig at vide, hvad det dækker over. Dengang var der en vending, der hed: ”Du skulle have en enkeltbillet til Middelfart!”

Jeg krympede mig, når jeg hørte nogen sige sådan, men jeg sagde ingenting.

Hvor var min far, da de kørte med hende? Jeg ved det ikke. Men han må have været i nærheden. Han holdt sig skjult i stalden eller bag huset, måske. Jeg fik aldrig spurgt ham.

Pludselig var han der bare, åbnede døren til sovekammeret og kaldte på mig.

Vi gik sammen ud og flyttede køerne, der stod tøjret på marken op til huset. Bagefter gik vi hjem.

Jeg husker ikke, at far forklarede mig, hvad der var sket, eller hvad vi snakkede om. Hvis vi overhovedet snakkede. Han satte mig op på køkkenbordet og lavede mad. Han stegte skiver af røget flæsk på panden, smurte rugbrød til. Jeg kunne ikke lide det salte flæsk.

Jeg havde aldrig smagt hverken rugbrød eller røget flæsk. For min mors sygdom forbød hende at spise mange af de ting, andre mennesker spiste.  Når min far købte rugbrød, gravede hun det ned i haven. Sådan havde hun det med mange ting. Chokolade, for eksempel. Eller kaffe, der kun måtte være hvid Cirkel fra Brugsen, blandet én til én med kaffeerstatningen Richs.

 Alt kunne være forgiftet af ”de andre”. De var syge, de ville smitte os ved for nær kontakt – bare ved at være i samme rum. De andre ville os i det hele taget ikke noget godt. Angsten var i hende altid.

Hvem ”de andre” var, havde jeg ikke noget præcist billede af, men det omfattede tilsyneladende alle andre end min mor og hendes fem børn.  Hvad deres farlige sygdom hed, eller rettere om der var et navn for den, vidste jeg ikke. Men den var frygtelig – den ville æde os op indefra. Nærmest som kræft.

Også min far var smittet, sagde min mor, der ikke ville være i kontakt med ham.

Derfor havde han i nogen tid ikke boet sammen med os, men sov på en gammel madras på loftet over stuehuset, mellem møbler, kasser med sylteglas og andet indbo, der var blevet til overs ved flytningen. Han kom derop ad en stige fra roekammeret i staldlængen, der var bygget sammen med stuehuset i en vinkel, som mange mindre ejendomme var dengang. Jeg husker hans trin, og loftsbrædderne, der knirkede, når han gik i seng om aftenen.

Jeg husker, at jeg så ham gennem vinduet, når han trak af sted med den røde hingst, som han brugte til at køre mælk til mejeriet med. Jeg fandt senere ud af, at den gav ham tilnavnet ”Hingst-Peter”.  Men jeg husker ikke, at jeg nogensinde snakkede med ham, mens mor boede hjemme.  Jeg måtte ikke for mor. Han kunne smitte mig.

Han fik dog lov at gå gennem bryggersdøren ind i køkkenet om aftenen for at lave sin mad. Så trak min mor mig med ind i stuen og lukkede døren. Jeg kunne høre ham rumstere derude, høre det brase på panden og mærke duften af stegt flæsk, blandet med hans fremmede duft af snavset arbejdstøj og cerutter eller pibe.

Når han var gået, tørrede min mor grundigt efter, hvor han kunne have rørt, og vaskede de ting, han havde brugt. Og hun slog vinduerne op og luftede ud. Bagefter lukkede hun igen vinduerne omhyggeligt, og låste de tre-fire hængelåse, hun havde sat på hvert eneste vindue. Hun havde alle nøglerne bundtet i et stykke snor.

Den dag de kørte med min mor, tog min far mig med til Egtved. Der var fem kilometer til byen. Jeg havde aldrig været der før, havde aldrig været i butikker før den dag.

Vi cyklede – eller han cyklede. Han havde ikke kørekort. Jeg kunne ikke cykle – havde heller ikke nogen cykel. Så han satte mig op på stangen, og cyklede af sted med mig.

På en måde føltes det skræmmende, på en anden måde trygt at sidde der mellem hans arme, mens cyklen bumpede ned ad grusvejen. Han havde den duft, min mor desperat prøvede at få ud af køkkenet. Egentlig ikke ubehageligt. Men det gjorde ondt i rumpen at sidde på stangen.

Vi var i Brugsen, hvor min mor plejede at bestille varer. Og hos slagteren, hvor  min far købte pålæg, som slagtermesteren skar i skiver på en blank maskine, der sagde ”svissjj”, og lagde det i flotte lag på smørrebrødspapir. Han købte også mere røget flæsk. Jeg fik en rød pølse af slagter Borgvardt, der var en stor, tyk mand.

Vi gik ind i boghandelen, og jeg fik en tegneblok og en kæmpestor æske Filia Oliekridt. 24 forskellige farver – eller var der mon 48? I hvert fald mange. Bare synet af de fantastiske farver, som lå på rækker i papæsken på bølgepap, fordelt efter farveskalaen – sort, brun, blå, violet, rød, gul, orange, snehvid. Og blokken med de store stykker helt hvidt papir. Jeg var glad, da jeg sad på stangen hos far på vej hjem.

Men det tog noget tid, før jeg nænnede at slide på farverne, eller tegne på det blanke papir. Det var som om jeg skulle spare på det.

Jeg var glad for at tegne. Men havde indtil da kun haft nogle usle farvestumper, der lå i bunden af skuffen i spisebordet, sammen med lego-klodser, en del af min brors Tekno-ingeniørsæt og andet legetøj.

De var alle sammen knækkede, nussede og meget slidte, farve-stumperne. De var nok oprindelig mine brødres. Der var en del rester af mørke farver – sort, mørkegrønne og blå. Men ingen gul. Og den røde var næsten slidt op – der var kun en stump tilbage, så lille, at jeg måtte bruge det yderste af neglene for at holde fast på den. Den røde sparede jeg på til særlige tegninger.

Jeg tegnede på bagsiden af de stykker papir, som altid var pakket uden om Cirkel Kaffe-poserne fra Brugsen dengang. Det trykte mønster med kaffebønner og logoet med Cirkel Kaffe-pigen skinnede lidt igennem, men det gjorde ikke noget. Det var de største stykker rent papir, jeg kunne skaffe – jeg havde for længst revet de blanke sider bagest i bøgerne i bogreolen ud for at få tegnepapir.

Jeg havde en gang tidligere ejet en helt ny æske farver. Den gav en af mine brødre mig til jul – det må have været, da jeg var fem eller seks år. Men jeg nåede aldrig at bruge dem.

Jeg må have ledt efter dem juledag. Min mor åbnede askeskuffen i kakkelovnen. Oven i askebunken lå de nye farvekridt – eller det, der var tilbage af nogle af dem. De havde ikke længere forskellige farver, men en grålig-hvid kulør. Da jeg prøvede at samle en af farvestifterne op, smuldrede den mellem mine fingre og blev til aske.

Mor havde brændt dem, ellers kunne de smitte, sagde hun.  Om hun havde forestillet sig, at hun kunne desinficere dem i kakkelovnens flammer, og at de derefter stadig ville kunne bruges, ved jeg ikke. Jeg vidste heller, ikke hvad ”smitte” var, kun at det var farligt.

Jeg husker ikke, om jeg græd. Men når jeg tænker på den forkullede farvestift, der opløstes mellem mine fingre, får jeg en tom fornemmelse indeni.