- På en pæl ved indgangen hænger to døde mænd. (Klik for større foto)
“Museum of Life” stod der på skiltet foran en bygning, hvor vores chauffør, Suvinay, pludselig svingede ind og stoppede bilen. Vi befandt os i Lopburi, et par hundrede kilometer nord for Bangkok.
“Et museum, nå, fint!” tænkte vi og fulgte efter ham op mod indgangen.
Det varede lidt, inden det gik op for mig, hvad det var for en skikkelse, der mødte os i døren. Det var det udtørrede lig af en mand, hængt op på en søjle. På den anden side af søjlen hang endnu et lig.
Det varede endnu nogen tid, inden det gik op for mig, at dette ikke var lokale udgaver af Tollund-manden, der havde ligget i en mose i hundredevis af år.
Det var ligene af mennesker, der var døde for et år eller fire år siden. Af aids.
Så “Museum of Death” ville måske være en mere passende titel - set fra en pessimistisk vesterlændings synspunkt. Men ikke fra en buddhistisk vinkel.
Stedet er en del af et tempel, hvor buddhistmunke tager sig af døende aids-patienter, der er udstødt af familien. Nogle gange på den grusomste måde, man kan tænke sig: De bliver kørt ud på en øde landevej, og vippet af i grøften. Måske bliver de kørt ned. Måske bliver de bragt til dette tempel, hvor de får kærlig pleje den sidste tid.
Nogle af dem skriver under på, at man efter deres død må bruge deres krop til oplysnings- og forskningsformål.
De bliver lagt på lit de parade på museet, bliver senere konserveret på museet, og kommer op at hænge på “Museum of Life”. På et skilt kan man læse, hvad de hed, hvor gamle de var, hvad de lavede – mange af dem var “sex-workers” – og hvornår de døde. På et pas-foto kan man se, hvordan de så ud i levende live.
Der er mænd, kvinder og børn. Der er mennesker, som er døde for ganske nyligt, og nu er ved at blive konserveret. Ved et enkelt af ligene ligger der stadig friske blomster.
- Et fireårigt barn, død af aids. (Klik for større foto)
En mand på sin sidste rejse - bemærk fødderne i "akvariet". (Klik for større foto)
Der er et barn, der er lagt i sprit. Og der er forskellige legemsdele – hænder, fødder, indvolde, penis – også sat i sprit.
Et barn i sprit. (Klik for større foto)
Efter museet går vi hen mod en bygning, der rummer templets hospital. Glasdørene står vidt åbne – man kan se mennesker i sengene derinde. Jeg siger: “Der kan vi da ikke gå ind?!”
“Vent lidt”, siger Suvinay og går ind gennem døren. Et øjeblik efter kommer han tilbage. “Jo, kom bare ind. men lad være med at tage billeder.”
Og vi går gennem en hospitalsstue, fyldt med døende mennesker.
Beklager - men jeg kunne ikke nære mig for at tage et billede gennem den åbne dør til hospitalsstuen. (Klik for større foto)
De friskeste hilser tilbage, da vi hilser på thai-vis – holder begge hænder op foran ansigtet med håndfladerne samlet, og ærbødigt bøjer hovedet. Nogle ligger apatisk hen. En enkelt kvinde ligger på ryggen med foldede hænder og fremsiger bønner i en rivende hast.
En anderledes museumsoplevelse, må man sige.
Af Ejvind Koch, kontorchef
