Mine beretning her på siden om mine erfaringer med depression og antidepressive piller har givet flere reaktioner.
En læser har skrevet sin egen personlige beretning, som jeg bringer her – med skribentens tilladelse, men anonymt:
Jeg har egentlig altid haft et godt, fjollet humør, så jeg tumler ikke med sorte tanker til hverdag, men det skal jeg hilse og sige, at det gjorde jeg for snart to år siden…
Efter endt husbyggeri og arbejdsløshed kastede jeg mig ud i Post Danmarks sindssyge vanvid som postbud.
Det skulle jeg fandeme aldrig have gjort.
Den forestilling, de fleste har om, at det er “åh, så hyggeligt at være post”, holder ikke en meter. Post Danmark bruger mennesker som maskiner. Du skal yde 120 procent hele tiden, ellers får du overarbejde, og det gør du alligevel, så der er aldrig ros i luften.
Jeg kørte landpost med speederen i bund hele tiden og holdt næsten ingen pauser i løbet af en dag. Og da jeg er pligtopfyldende af natur, delte jeg alle breve ud hver dag (det er ikke en selvfølgelighed) og kørte derfor mig selv til bristepunktet.
Når jeg kom hjem om eftermiddagen, splattede jeg simpelthen bare ud. Jeg begyndte at sove dårligt om natten, og selv om jeg skulle op tidligt for at møde på posthuset, vågnede jeg oftest kl. 04 og kunne ikke sove mere. Efterhånden begyndte jeg også at få kraftig puls – ikke hurtig, men kraftig i slagene, så jeg hele tiden kunne føle den.
Gav op
Til sidst kunne jeg ikke mere og gik til lægen. Hun sagde, det var stress-symptomer og at jeg havde udviklet panikangst. Jeg fik nogle indslumringstabletter, som virkede en overgang, men ikke i længden. Til sidst sagde jeg op i postvæsenet for at være ledig og prøve at blive mig selv igen.
I løbet af et halvt år lagde jeg indslumringspillerne på hylden og var frisk til arbejdsmarkedet igen.
For at skåne mig selv valgte jeg at søge en stilling som pædagogmedhjælper i en SFO. Arbejdstiden ligger i eftermiddagstimerne, så det skulle ikke forstyrre min nattesøvn, tænkte jeg.
Jeg fik jobbet og er mega glad for det. Men søvnproblemerne kom alligevel. Jeg ville ikke tilbage på indslumringstabletterne, fordi jeg ikke ville være afhængig. Det bevirkede, at jeg sov hver anden nat! Den ene nat kunne jeg ikke falde i søvn overhovedet, for dagen efter at slæbe mig igennem dagtimerne og om aftenen falde i søvn af bare udmattelse.
Pludselig, efter en influenza i februar 2007, kunne jeg slet ikke falde i søvn mere.
Jeg var træt, men hver gang jeg var lige ved at falde i søvn – der hvor man går fra normal tankegang og over i drømmeverdenen – fik jeg et kæmpe spjæt i hele kroppen! Som om mit hjerte fik elektrochok! Jeg så flash for mine øjne og adrenalinen pumpede gennem min krop, så der gik lang tid før jeg igen var sovetræt. Men hver gang jeg var ved at falde i søvn, skete det igen.
Sådanne spjæt kunne jeg have 50 gange på en nat – uden at falde i søvn. Jeg gik til lægen og fik indslumringspiller igen, men lige lidt hjalp de.
Jeg var så brugt af alle disse “stød”, at jeg havde ondt i hele brystet. Min vejrtrækning var unormal og pulsen kraftig.
Søvnløs
Jeg blev ved med at gå på arbejde, for det kunne jeg jo godt li’, det var min evne til at sove, der var helt fucked up.
Til sidst var jeg så desperat for at få noget søvn og komme “på den anden side af spjættene”, at jeg begyndte at bunde en halv flaske rødvin, inden jeg skulle sove (normalt får jeg måske 10 genstande på en uge).
Den var virkelig helt gal med mig og min kone var jo naturligvis bekymret for mig.
Selv var jeg SÅ ked af det, for jeg havde det så dårligt med det, og fysisk og psykisk havde jeg det af helvede til. Min puls gav mig aldrig fred, jeg kunne mærke den dag og nat. Min ellers så gode hukommelse blev hullet og min læge kunne ikke forstå mig.
Hun kunne ikke hjælpe mig og gav mig en tid ved en psykiater. Der gik 14 dage, inden jeg kunne komme i konsultation, og jeg mindes bare tiden som et sort hul.
Jeg græd og græd, og kunne ikke se lys for enden af tunnelen, fordi min psyke og krop spillede mig sådan et puds. Samtidig prøvede jeg at opretholde en far-facade overfor børnene, der var fem år og seks måneder.
Depression
Endelig kom jeg i behandling hos psykiateren, der egentlig ikke var nogen menneskekender, men hans medicin havde heldigvis effekt. Jeg havde konsultationstid hver 14. dag, men søgte forgæves efter værktøj til at forstå/lappe på min psyke.
Jeg ville ønske, man indenfor det offentlige fik bevilliget psykologtimer i stedet, for hans kognitive terapi var faktisk ikke eksisterende. Han kunne dog se, at stressen, der havde udviklet panikangst-symptomer, var blevet til en depression for mig. Det var underligt at tage hjem og fortælle det, men også ganske befriende at have noget konkret at hænge min tilstand op på.
Langsomt blev alting bedre og i januar 2008 blomstrede alting igen. Jeg var kommet ud på den anden side af tunnelen, omend jeg var og er fuld af skrammer. Jeg får stadig 40 milligram antidepressive piller og tager en halv indslumringstablet hver aften – og angsten for ikke at falde i søvn er der stadig.
Mit hjerte har bestemt heller ikke glemt det, så hvis jeg tager en lur om eftermiddagen, er det aldrig uden spjæt. Jeg hader det! Miit hjerte er nervøst bagefter og “flimrer”. Også selvom hjertespecialister siger, at mit hjerte er sundt.
Tro på livet
Men alt i alt er jeg igen den skøre sjæl, jeg altid har været, og jeg ved, jeg er den bedste far og den bedste ægtemand, som min familie kunne ønske sig – å’ det er bar’ fedt!
Jeg tror SÅ meget på livet og tilværelsen igen, men vil alligevel forblive på pillerne i hvert fald indtil sommer. Men hvis jeg skulle få det dårligt, vil jeg ikke blinke to gange, før jeg ta’r dem igen. Så meget ved jeg.
Og jeg ved, at man skal tænke på sig selv og passe godt på sig selv.
Jeg ved, at Post Danmark må være den ringeste arbejdsplads i Danmark.
Jeg ved, at jeg nu har den bedste arbejdsplads og de bedste kolleger.
Jeg ved, at jeg ikke tror en skid på gud længere. Jeg ved at der også er nogle hængepartier med mine forældre og min barndom, som har haft indflydelse på det hele.
Og rigtig godt nytår, Ejvind! Det fortjener vi sgu begge to!
