I have a dream. Jeg har en drøm. De berømte ord fra borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King dukker af og til op i mine tanker.
Sidste gang, det skete, var for et par dage siden. For jeg havde en drøm. Den gav mig en skramme på næsen, som jeg nu må døje med at skulle forklare i tide og utide.
Ikke, at jeg drømte om fred i verden og lighed for alle, uanset hudfarve, som King gjorde. Nærmest tværtimod drømte jeg, at jeg var et sted, hvor nogen gik på jagt.
2008. Det er efterår. Jeg vågner tidligt – igen. Jeg har sovet dårligt – igen. Åh, nej. Jeg kniber øjnene i, prøver at benægte overfor mig selv, at jeg er vågen – prøver at krybe ind i søvnen igen. Jeg vågnede vist i en drøm – jeg forsøger at vende tilbage, så jeg kan få slutningen med.
Det lykkes ikke. Selvfølgelig ikke. Det er stadig mørkt. Inge snorker. Under min seng kan jeg høre Luna klynke og spjætte med poterne i søvne. Mon hun jager en kat eller en hare i drømme?
Udenfor kan jeg høre de første biler køre hurtigt ad morgenvåd asfalt, mens lygterne tegner lysspor over væggene gennem mørket. Vækkeurets display siger 5.30. Det er snart morgen – og angsten vælter ind over mig, skyller gennem mig. Jeg trækker vejret hurtigt, alt for hurtigt. Sveden triller ned fra min pande. Jeg kan føle dråberne trække kølige spor løbe ned over tindingen og nakken, det drypper fra håret bag ørerne – min pude er allerede pjaskvåd. Jeg sitrer indvendigt.
Jeg vender puden om, den er klam af sved, jeg har nok vendt den tidligere. Jeg tvinger mig til trække vejret langsomt og dybt, vender mig om på siden – jeg må sove bare lidt endnu. Jeg kaster dynen af for at få lidt kølighed. Om mindre end en time skal jeg op.
Jeg vågner igen, fryser, vender mig om på den anden side, og tager dynen på igen.
Vækkeuret bipper. Jeg er vågen med et sæt, slår det hurtigt fra. Displayet glor på mig. Det føles, som om der er gået nogle sekunder. Men der er gået næsten en time.
Jeg slæber mig ud af sengen, jeg har kvalme, skynder mig på badeværelset, vil kaste op, men kan ikke. Jeg stiller mig under bruseren og prøver at lade først varmt, derefter koldt vand fortrænge angsten.
Det lykkes ikke – jeg sveder, mens jeg tørrer mig og børster tænder – det er som om fugten klæber til mig.
Skønt termometeret viser 24 grader, føler jeg kulden på min krop, mens jeg går ind for at klæde mig på. Molly ligger i den seng, vi faktisk købte til børnebørnene, når de skal overnatte. Den har hun overtaget som hundekurv. Man er vel førerhund. Luna har lagt sig i min seng. Hun logrer – glad, men underdanigt, som ville hun sige ”Åh, må jeg ikke godt ligge her lidt?”. Jeg klapper hende, klæder mig på, og ønsker jeg var en hund.
Min skjorte er allerede klam af sved.
Spiser morgenmad, laver kaffe og hælder den på termoflasken, så den er klar til at drikke på vej til arbejde. Går tur med hundene, der glade snuser rundt og graver efter markmus. De ved, at der ikke er lang snor og meget tid, når far skal på arbejde – men de trækker tiden ud, til jeg kalder tilstrækkeligt irriteret. Vi går hjem, hundene får deres sædvanlige godbid, inden de suser op ad trappen til soveværelset, hvor fruen stadig sover. Hun skal møde sent. Hvem der havde bare en smule af hendes ro.
Jeg tager sko og jakke på, putter termoflasken og et krus i fototasken, slukker radioen, går ud og sætter mig i bilen. Tænder for de evigt pludrende, irriterende studieværter på P3. Skænker kaffe i kruset, og skruer ned, til de spiller noget musik.
Jeg ryster indvendigt på hele turen. Drikker kaffe, ryger cigaretter. Bander over de langsomme lastbiler. Og er ved at brække mig af angst. Vil vende om, køre hjem, melde mig syg. Jeg tør ikke.
