Det var ikke noget helt almindeligt rejseselskab, der 15. november lettede fra Kastrup Lufthavn med kurs mod Bangkok.
Fire danskere i absolut god foderstand, Lillian, Judith, Inge og jeg selv. Simma og Lek, to thailandske kvinder, som begge har boet i Danmark i cirka 30 år. Samt Leks søn, Thomas, der er 24 år, og født i Danmark. Thomas havde aldrig før været i Thailand, og det var første gang han skulle møde sin mors familie.
På privat initiativ sponserer vi skolepenge for børn i Thailand – hvilket sikrer at de kan gå i en lidt bedre skole end den thailandske “folkeskole”, som er gratis. Børnene kender vi gennem herboende thailændere.
Formålet med turen var først og fremmest at besøge nogle af de børn, vi betaler til, for at aflevere skolepenge og gaver i form af legetøj, tøj m.m.
På en stor del af turen havde vi følgeskab af Suvinay, hvis børn også får skolepenge via vores lille ordning.
Suvinay - vores suveræne chauffør, guide og livvagt.
Suvinay arbejder til daglig som chauffør for en rig, thailandsk dame, der driver en massage-klinik – thaimassage, vel at mærke – ikke det, vi i Danmark forbinder med ordet. Suvinay blev frikøbt og var var vores chauffør og guide på turene rundt i Thailand – og var en uvurderlig hjælp, når der skulle handles, eller der på nogen måde var problemer, der skulle løses. For eksempel er det helt almindeligt, at udlændinge bliver afkrævet tre gange så meget som thaierne for en vare på et marked.
- For me: 10 bath (lidt under to kroner) – for you, falang: 30 bath, sagde Suvinay, ikke uden triumf, når han havde købt noget for os. Og handlede vi selv, stod han altid i baggrunden og nidstirrede den handlende, for at være sikker på, at vi, hans gæster, blev behandlet ordentligt.
For at det ikke skulle være løgn, insisterede han på at bære varerne hjem for os.
At rejse i Thailand i en gruppe, hvor halvdelen er thaier, hvoraf et par stykker ovenikøbet taler dansk, og mindst én kender landet som sin egen bukselomme, var helt sikkert med til at gøre oplevelsen større og rigere, end vi kunne have fået den gennem et hvilket som helst rejsebureau. Vi var steder, hvor hvide mennesker kun sjældent – hvis nogensinde – kommer. Uanset, hvor vi kom, var gæstfriheden og venligheden i top – men vi blev da gloet på, og snakket om: Falang, falang, lød det ofte bag vores rygge, når vi gik rundt. Falang er thaiernes ord for alle ikke-asiater. Lidt i retning af “neger”, men bestemt ikke i nogen nedsættende betydning.
- Her er vi – de rige turister – netop ankommet til et meget fattigt hjem.
Thailand er på alle måder kontrasternes land. Der er ludfattige mennesker, og der er stinkende rige mennesker. Og deres huse ligger ofte lige ved siden af hinanden. Skure af rustent bølgeblik og gamle presenninger som naboer til 20-etagers højhuse i blank marmor og spejlglas.
Og man kan jo ikke fortænke nogen i at prøve at tjene lidt ekstra, når vi ruller ind i vores sølvskinnende Toyota Commuter-bus med chauffør, aircondition, surround-anlæg og fladskærms-tv, og vi knipser løs med vores dyre Canon, Nikon og JVC-kameraer. Optagne, som vi var, af at fastholde de fantastiske indtryk – men også med en ubehagelig følelse af at opføre os, som var vi i zoologisk have.
Vores bil og chauffør kostede 2000 bath – ca. 400 kroner - i leje om dagen plus brændstof. I et af de hjem vi besøgte, arbejdede manden som lastbilchauffør. 12 timers arbejdsdag. Løn 200 bath -lidt under 40 kroner - om dagen.
Og i Thailand er der altså ikke noget, der heder sygesikring, dagpenge eller nogen anden form for sikkerhedsnet.
Kontrasten føltes ind i mellem ubehageligt stor.
Gæster skal have gaver, byder traditionen - også selv om man intet har at give af. Derfor binder familiens ældste en bomuldssnor om håndleddet på hver enkelt. Det betyder held og lykke.
